Færøerne

I århundreder har eventyrlyst og sejlads været tæt forbundet. Opdagelsesrejser, eventyrrejser, rejser af nødvendighed eller af lyst. Bor man ved havet, vil sejlads altid være en del af det nødvendige liv, og for øboere langt ude i Atlanten er en rejse over havet i vore dage både en lyst og en nødvendighed.
At rejse væk på ferie er mere almindeligt i dag end for bare 40-50 år siden, og måderne at rejse på er blevet flere. Dengang var der kun én mulighed, hvis man ville besøge Færøerne. Man måtte med skib fra Danmark, en rejse der varede i 2 døgn, eller måske lidt mere.

Krydstogtsskib på Færøerne

Krydstogtsskib på Færøerne

Også i dag kan rejsen over havet være en del af ferien, og ankomsten vil være et af feriens højdepunkter. Når skibet har passeret Shetland, er der én dag tilbage, en dag med kun hav til alle sider. Men så et par timer inden ankomsten mærker man en tiltagende uro og spænding ombord, pulsen slår lidt hurtigere. Mange ombord er færinger, der glæder sig til at komme hjem, og denne spænding og forventning breder sig til de øvrige passagerer. Sammen spejder man mod horisonten efter landkending. Er det land – eller bare endnu en sky man ser? Men så er der ingen tvivl længere, landet dukker frem, og snart kan man se, at det er øer med små bygder, og de blågrå farver forandrer sig og bliver grønne fjeldskråninger og farvestrålende huse. Før man ved af det, runder skibet molen og lægger til kaj i en lilleput hovedstad, der dog er overraskende stor og moderne. Vi er ankommet.

Færøerne

Færøerne et lille land midt ude i Nordatlanten. En håndfuld øer – færinger siger selv, at der er 18 øer, men dertil kommer flere mindre øer, holme og skær. Her er dybe fjorde og smalle sunde mellem øerne, ja man er aldrig mere end højst 5 km fra havet, hvor hen man end begiver sig. Afstandene er i det hele taget ikke store på Færøerne. Færøerne er af vulkansk oprindelse og beliggenheden ude i Nordatlanten gør, at klimaet er udpræget oceanisk, fugtigt, ustadigt og næsten altid en brise – af varierende styrke. Somrene er kølige, men golfstrømmen, der når øerne gør, at vintrene er forholdsvis milde.

Gjógv, Færøerne

Gjógv, Færøerne

Middeltemperaturen er 3° den koldeste måned og 11° den varmeste måned. Det bliver tidligt mørkt om vinteren, til gengæld bliver det næsten ikke nat om sommeren. Dagenes længde er henholdsvis 5 og 19,5 time.
Landet ligger på 62° nordlig bredde og 7° vestlig længde, og dækker i alt et areal på 1.399 km, med en samlet kystlinie på 1.117 km. Afstanden til de nærmeste naboer er cirka: 430 km til Island, 600 km til Norge og 300 km til Shetland. Der er cirka 1300 km til København. Ved starten af det nye årtusinde er befolkningstallet nået op på 46.000 indbyggere.

Vikingerne

Der findes ingen skriftlige kilder, der kan fortælle om Færøernes ældste historie. En irsk gejstlig, Dicuil, omtaler i 825 et land, der ligger to døgns sejlads fra de nordlige britiske øer. Dette land kan have været Færøerne, og her boede irske munke, indtil de blev drevet væk af vikingerne i begyndelsen af det 9. århundrede.

Sejlskibe på Færøerne

Sejlskibe på Færøerne

De første vikinger er kommet hertil fra Norge og Nordskotland. Det var bønder, der slog sig ned ved kysterne, hvor de dyrkede jorden, drev fåreavl og fiskede. Historien om disse første færinger er fortalt i Færingesaga, der dog først er nedskrevet et par hundrede år efter, at begivenhederne fandt sted.
I 1956 fandt man vikingegrave i Tjørnuvík. Der er også fundet rester af vikingehuse og -gårde rundt om på øerne. I Kvívík består gården af et beboelses hus og en stald. I Leirvík ser man resterne af et beboelseshus og dertilhørende udhuse. De fund, der er gjort i og omkring tomterne og i gravene, kan ses på Færøernes historiske museum i Tórshavn, Føroya Fornminnissavn.
Udgravningerne i Kvívík og Leirvík er sat i stand, så man kan have glæde af at besøge dem.

Bispesædet i Kirkjubøur

Syd for Tórshavn på sydvestspidsen af Streymoy ligger bygden Kirkjubøur. Bygden er ikke særlig stor, da havet har taget en stor del af det oprindelige landareal, men den bærer stadig præg af fordums storhedstid. I middelalderenvar den øernes kirkelige og kulturelle centrum. Her var hele tre kirker, hvoraf den ene i dag tjener som sognekirke.

Kirkjubøur, Færøerne

Kirkjubøur, Færøerne

Sognekirken, i daglig tale kaldet Olavskirken, blev næsten helt ombygget i 1874. Ved samme lejlighed flyttede man de smukt udskårne stolegavle, de findes i dag på Nationalmuseet i København. I 1966-67 foretoges endnu en omfattende restaurering af kirken, hvorved den blev ført tilbage til sin skikkelse før 1874. I kirken ses den gamle altertavle, der er også en ny moderne altertavle, der er malet af Mikines, en af Færøernes største malere. Lige nord for kirken står ruinen af en prægtig domkirke fra omkring 1300, Magnus Katedralen eller Múrurin, som færingerne kalder den. Katedralen er i gotisk stil og rigt udsmykket. Det vides dog ikke med sikkerhed, om den nogensinde er færdigbygget, men den er indviet, og i den østlige mur findes et indmuret relikvieskrin.
Kristendommens indførelse blev vedtaget på tinget i Tórshavn i 999, og kort tid derefter blev Færøerne et norsk skatland. Færøerne blev et bispedømme under ærkebiskoppen i Nidaros, og fra omkring 1120 boede biskoppen fast i Kirkjubøur. Vest for domkirkeruinen kan man se fundamenterne af en stor gård, og ovenpå disse står i dag kongsbondegården, en middelalder røgstue og en bjælkebygning. Dette var den gamle bispegård fra middelalderen, og her har man også haft præsteskole. Den norske kong Sverre fik sin præstelærdom i Kirkjubøur, og sagnet fortæller, at han også blev født der.
Efter reformationen mistede Kirkjubøur sin betydning som bispesæde. Kongen overtog kirkens gods, der blev forpagtet ud til bønderne på Færøerne, de såkaldte kongsbønder.

Tórshavn, Færøernes tingsted og handelsplads

Vikingerne tog deres demokratiske styreform med til Færøerne og etablerede tingsteder rundt om i landet med hovedtinget på Tinganes i Tórshavn. Her havde alle frie mænd ret til at møde. Dette alting blev efterhånden til en lovgivende forsamling, et lagting.

Tinganes, Færøerne

Tinganes, Færøerne

Tingsamlingen medførte et marked, og Tórshavn var en handelsplads med pakhuse og beboelseshuse til øvrigheden og de mennesker, der var beskæftiget ved handelen. Norske købmænd fik ret til at handle på Færøerne og senere også hanseaterne, hollandske og engelske købmænd. I 1709 indførtes kongelig monopolhandel med handelssted i Tórshavn. I vore dage er Tinganes en lille halvø midt i Tórshavns moderne og travle havn. Her ude kan man endnu mærke historiens vingesus, når man går rundt mellem de gamle pakhuse yderst på næsset. Disse smukt istandsatte bygninger rummer i dag en del af det færøske landsstyre med regeringskontorer og mødelokaler. Længere inde på Tinganes ligger den gamle by med huse fra det 17. og 18. århundrede. Husene er små, sorttjærede træhuse, mange med græstørv på taget. Men det er ingen museumsby, der bor familier i disse små huse, hvoraf nogle af husene er bygget sammen for at kunne opfylde moderne menneskers større pladsbehov.

Landbrug på Færøerne

Færøerne var et landbrugsland indtil slutningen af det 19. århundrede. Man holdt får og kvæg, dyrkede lidt korn og høstede høet til foder. Derudover fiskede man og fangede fugle og samlede æg for at skaffe føde nok. I dag har landbruget ikke den samme økonomiske betydning for samfundet, men der er stadig 70.000 får i fjeldene, og man er næsten selvforsynende med mælk. Ulden, der var “Færøernes guld”, har ikke samme betydning længere, – det er i hele verden blevet sværere at afsætte uld. Men der findes dog en produktion af garn og uldvarer, især strikkedetrøjer i de smukke traditionelle færøske mønstre, men også i et mere moderne design.
Hvor man tidligere var bønder, der fiskede, er man i vore dage nærmere fiskere, der driver lidt landbrug. Der findes nogle større gårde, men ude i bygderne især, driver mange lidt landbrug som en slags bibeskæftigelse til deres daglige arbejde indenfor fiskeri, handel, administration og servicefag.

Der høstes på Færøerne

Der høstes på Færøerne

De dyrker kartofler, høster høet til fårene, og i forening driver de fårene ned fra fjeldene om foråret/sommeren for at give medicin, mærke lammene og klippe fårene. Om efteråret drives fårene sammen igen, og der forestår et stort arbejde med at slagte får, rense indvolde, hænge kroppene til tørring og tilberede rullepølser og blodpølser.

Fiskeri

I 1856 blev den kongelige monopolhandel ophævet, og dermed ændredes det færøske samfund helt. Man fik frihandel og større kontakt med nabolandene. I 1872 købte nogle mænd i Tórshavn en gammel engelsk fiskesmakke, og med den tog de på langtursfiskeri. “Fox” var den første af en hel flåde af fiskeskibe, dem færinger normalt kalder slupper, hvormed de tog på fiskeri ude på fiskebankerne ved Færøerne og senere op til Island og Grønland.

Færøske fiskerbåde

Færøske fiskerbåde

Det blev nye tider, og man begyndte at tjene penge, hele samfundet ændredes i takt med fiskeriets voksende betydning. Bondesamfundet var statisk, og indbyggertallet voksede langsomt. Anderledes blev det nu, hvor man kunne tjene penge og stifte familie uden nødvendigvis at eje jord, og befolkningstilvæksten blev markant. For at illustrere dette kan nævnes, at der i 1865 boede omkring 800 mennesker i Tórshavn, i 1880 984 og i 1906 1791. I 1965 var indbyggertallet vokset til næsten 12000 og i 2000 til over 16000.

Færøsk mad

Landets beliggenhed mod nord, klimaet og den barske tilværelse har gjort, at man har haft behov for en kraftig kost med proteiner og fedt.

Får på Færøerne

Får på Færøerne

Fårekødet har været en vigtig bestanddel af den færøske mad, men man slagtede kun én gang om året, når man om efteråret havde drevet fårene ned fra fjeldene. For at kunne opbevare al den mad, man fik tilberedt i tiden efter slagtningen, måttet man ty til én eller anden form for konservering. Man saltede noget, men som noget helt specielt for færinger så tørrede man kødet. Det betød, at man, når kødet var parteret, hængte det op i forrådshuse med gennemtræk, og i den rene luft blev det lufttørret og kunne spises råt.
Man har tørret alt, fisk, lammekød, grindekød, fuglevildt, og hvad man ellers har haft behov for at gemme. Traditionelt har man så spist det efterhånden, som man fik brug det. Var kødet/fisken ikke helt tørret, kogte man det halvtørre kød. Det havde en god kraftig smag og er stadig det, man ser frem til at kunne spise i tiden inden jul. Senere, når kødet var blevet tørt, spiste man det koldt og råt med brød eller kartofler til.
Ud over de ovennævnte dyr har man også spist fugle og tidligere også fugleæg, der har været meget næringsrige.

Grindedrab, Færøerne

Grindedrab, Færøerne

Når grindehvaler kom nær kysterne, sejlede man ud i småbåde og jagede flokkene ind på stranden, hvor de blev dræbt. Kødet og spækket blev ligeligt fordelt mellem indbyggerne efter et meget gammelt system. Fra grindehvalerne har man udover kødet også spist spækket, der har givet fedt og et vigtigt vitamintilskud. Spækket blev ligesom grindekødet kogt helt ferskt lige efter en grindefangst. Til senere brug saltede og/eller tørrede man kød og spæk, og spækket blev spist sammen med det tørrede grindekød eller tørret fisk.

Den færøske båd

Den færøske båd er karakteristisk med sine smukke linier, og den er bygget på grundlag af en tradition, der går helt tilbage til vikingetiden. Igennem tiderne er båden blevet tilpasset de behov man har haft, og den blev brugt i mange størrelser, dog alle mindre end de vikingeskibe, man kender fra arkæologiske udgravninger i Norge og Danmark.

Den færøske båd

Den færøske båd

Båden blev brugt til fiskeri fra kysten og til grindefangst, men den var også et vigtigt transportmiddel, uden båd var det jo umuligt at komme rundt mellem øerne. Man havde reguleret pligt til at sejle for præsten, lægen, jordmoderen, posten og for myndighederne.
Båden er stadig i brug dagligt, og går man en tur på havnen i Tórshavn eller ude på bygderne, ligger de der side om side, smukt malede, og venter på den næste fisketur. Måske er man så heldig, at der er kommet en båd ind, der har været ude og fiske om formiddagen. Så kan man købe et par friskfangede fisk med hjem og få en enestående smagsoplevelse blot ved at koge fisken lige tilpas.
Båden bliver også brugt til sport i vore dage, og den måske mest elskede sportsgren er kaproning. Om foråret kommer der liv i roklubberne, og man kan se både træne ude på fjordene. Hele sommeren er kaproningen et fast punkt på programmet til de mange bygdestævner. Til Ólavsøka, Færøernes nationaldag og årets største bystævne, er kaproningen den vigtigste sportsbegivenhed, og den der tiltrækker flest tilskuere. Da gælder det årets Færø-mesterskaber, og man kæmper hårdt, ikke bare om guldet, men også om at blive nr. 1 til selve Ólavsøkan.

Naturen på Færøerne

Færøernes natur

Færøernes natur

Den færøske natur er storslået og afvekslende, og den er lige udenfor døren.
Geologisk er Færøerne af vulkansk oprindelse og en delaf et stort lavaplateau, der senere er eroderet og blevet til landet, som vi kender det i dag. Den vulkanske aktivitet er forekommet i tre perioder, og de skiftende lag af basalt og vulkansk aske, tuf, har gjort landet lagdelt. Basaltlagene danner de stejle klipper, hamre, mens tuffen er blødere, og hvor lagene har været tykke, har de dannet de skrånende lier mellem basaltlagene. Derved har fjeldene fået en lidt trappeagtig facon. I den sidste vulkanske periode er lava trængt ind i det færdigdannede plateau, og har dannet spændende geologiske formationer i det nuværende landskab, med dybe kløfter, gjáir, og tykke lag med søjlebasalt. I istiden var Færøerne dækket af is, og man kan se skurestriber i klipperne og de karakteristisk u-formede dale, der skyldes isens erosion.
Havet, der er allestedsnærværende, har med brændingens og vindens voldsomme kraft eroderet de vestlige og nordlige klippekyster, så de er næsten lodrette, med løststående klipper ud for kysten og dybe huler ind underfjeldene. De østlige og sydlige kyster, der er beskyttet af de dybe fjorde, er skrånende, græsklædte og milde.
På vest- og nordkysterne finder man fuglefjeldene, det er her de tusindvis af havfugle har deres reder. Havet omkring Færøerne er rigt på føde, og det gør Færøerne til det fuglerigeste sted i Atlanten. Der er ikke så mange rugende arter, kun knapt 50 arter yngler regelmæssigt, mens andre 30-200 arter ses mere eller mindre regelmæssigt. Lunden er den almindeligste af havfuglene, den graver huler i græssværen øverst i fuglefjeldene, mens lomvien lægger sine æg på de smalle hylder længere nede. Sulen yngler kun på Mykines.

Suler på Mykines

Suler på Mykines

Mallemukken er en forholdsvis ny fugl på Færøerne, men den har bredt sig stærkt. Den holder til i fuglefjeldene men bygger også reder i fjelde længere inde i landet. På Nólsoy findes verdens største koloni af den lille stormsvale, der lever ude på havet og kun kommer ind til land om natten for at lægge sine æg og ruge. Inde i landet er der også fugle, men antallet er ikke så overvældende som for havfuglenes vedkommende. Strandskaden, eller Tjaldur, som den hedder på færøsk, er en trækfugl, og den kommer til landet omkring 12. marts, og hele foråret og sommeren kan man høre dens karakteristiske skrig overalt i landet, ved kysterne og selv inde i byerne. Tjaldur er den færøske nationalfugl.

Vandreture

Vegetationen er sparsom. Det der slår den besøgende, er de grønne fjelde og mangelen på skov. Der har ikke vokset træer på Færøerne efter istiden, og de træer man ser er alle plantet. I slutningen af det 19. århundrede forsøgte man at plante træer i Tórshavn. Det mislykkedes i første omgang, men man fik lært, at det er nødvendigt at beskytte træerne mod fårene og skaffe læ. Så kan de godt vokse, omend de vokser meget langsomt. Der findes nu flere plantager rundt om i landet.

Vandretur i Gásadalur

Vandretur i Gásadalur

Den sparsomme vegetation giver den der vil vandre i fjeldene en fantastisk oplevelse af fjeldet, havet og himmelen. Der findes et gammelt system af vardestier. Tidligere var det ikke tilladt at gå i fjeldet, som man havde lyst, det var “landbrugsland”, der gik fårene og kvæget på græs, og de skulle have fred. Men skulle man fra bygd til bygd, kunne man ikke altid sejle, og så måtte man gå. Der var derfor stier, man kunne følge, og for at markere dem, og for ikke at fare vild i tåge og dårligt vejr, blev de markeret med varder, der er markeringer i landskabet bygget op af mindre sten. I vore dage har vi jo fået gode køreveje, og et system af busser, der kører mellem bygderne, så disse vardestier bliver ikke længere brugt regelmæssigt, men de er der stadig, og byder på storslåede naturoplevelser. Fra bygden kan man tit se den første varde, og så går turen opad, det kan være lidt stejlt i begyndelsen, men det bliver som oftest lettere, når man er kommet et par hundrede meter op, så er man som oftest kommet op i den første dal. Her har man naturen på nært hold, man kan høre fuglene og fårene, måske ser man en hare spæne afsted eller stå helt stille og håbe på, at man ikke har set den. Eller der er måske en sø med ørreder eller laks, der kan lokke lystfiskeren til at prøve lykken. Når man stopper op kan man nyde udsigten tilbage til bygden og kysten, man kom fra. Men turen går videre op fra dalen til den næste fjeldkam, og så er man kommet op og kan se landskabet på den anden side. Det er sjældent, man ikke ser havet på ny,og landskabet breder sig igen for ens fødder med dale, bække, kløfter og hav og flere øer. På en klar dag, kan man se næsten alle øerne.

Vandløb

Vandløb

Er vejret flot nyder man udsigten, er det mindre klart, ser man detaljerne, stenene bevokset med mosser og laver, små blomster, der prøver at vokse i den sparsomme jord. Nogle fjelde er grønne og græsklædte, andre åbenbarer sig som en uendelig stenørken. Men ligemeget hvordan vejret er – der venter én altid en særlig oplevelse, der hører netop til den dag, det lys og det vejr. En helt speciel oplevelse er de færøske elve og vandløb. I perioder med meget lidt regn, tørrer nogle af dem næsten ud, mens der kun skal nogle få voldsomme regnskyl til, før de er ved at gå over alle bredder, og de forvandles til rivende strømme og vandfald.

Sproget og dansen

Det færøske sprog er et nordisk sprog, der ligner islandsk og gamle norske dialekter. Der er altid blevet talt færøskt på Færøerne, men man havde ikke et færøskt skriftsprog. Sproget var derfor lettere påvirkeligt af sprog udefra. Heldigvis havde man bevaret kædedansen på Færøerne, for man dansede mens man sang de gamle kvad. Denne bundne sprogform har hjulpet til med at bevare sproget op gennem tiderne. I slutningen af det 19. århundrede fik man en færøsk grammatik og retskrivning, der stort set er den man har i dag, og med den nationale vækkelse og udgivelsen af den første avis skrevet på færøsk, vågner folks bevidsthed om sprogets stilling i samfundet. I begyndelsen af det 20. århundrede kommer de første skolebøger på færøsk og i 1912 bliver mundtligt færøsk indført i skolerne.

Dreng i færøsk folkedragt

Dreng i færøsk folkedragt

Dansen, der har båret det færøske sprog ind i vor tid, er den middelalderlige europæiske kædedans, der har overlevet på Færøerne. Dansens trin er enkle, men til dansen synges de gamle heltekvad, der fortæller om riddertiden i Europa og om de nordiske konger og deres magtkampe. Der blev danset til højtiderne, og man tog til bestemte bygder for at danse til særlige højtider. Det siges, at der er 70.000 vers, og udover de gamle kvad, er der digtet nye kvad og viser op gennem tiderne.

Moderne transport

Med et moderne vejnet, biler og et regelmæssigt bussystem, er det blevet let at komme rundt i landet. Den lille færøske robåd har fået sin afløser som offentligt transportmiddel, og der findes både små færger og store bilfærger, når man vil fra ø til ø. Dertil kommer både broer og dæmninger, tunneller gennem fjeldene og snart også under havet. En helikopter flyver i fast rutefart til de småbygder, der endnu mangler vejforbindelse og har dårlige havneforhold, og i mange år har der været regelmæssig flyforbindelse til landene omkring os.

Veje på Færøerne

Veje på Færøerne

Det er ikke mindre spændende at flyve til Færøerne, kun varer rejsen ikke så længe, og man når ligesom ikke at opleve den spændingskurve en skibsrejse kan byde på. Nu er det jo ingen hemmelighed, at vejret spiller en væsentlig rolle i ens oplevelser på Færøerne og så sandelig også på rejsen til og fra øerne, enten man kommer med skib eller fly. Hvem har ikke hørt om lange forsinkelser på flyrejsen til Færøerne på grund af tågen? Men som i så mange andre forhold er rygtet langt værre end virkeligheden, og med de moderne instrumenter både ombord på flyene og i lufthavnen, er det mest almindeligt, at man ankommer til tiden.
Og flyrejsen er en nem og behagelig rejseform. Er det overskyet, har man et glitrende snehvidt skylandskab under sig og strålende sol. Men ofte er det klart og man kan se Atlanterhavet under sig, et vældigt blåt hav med spredt skibsfart. Efter et par timer er man fremme, og der under én ligger øerne grønne og sorte, med små søer oppe i fjeldene, og små bygder med huse i strålende farver, ja selv tagene er malede i klare farver, alt er pludselig så tæt på i et helt fremmed perspektiv. Og kommer man en solskinsdag med sne, kan man spekulere på om Jørn Utzon har været her, for operahuset i Sidney ligner præcis Fugloy klædt i sne.

Kilde: “Færøerne – en farveklat i havet”

For flere oplysninger: Visit Faroe Islands