Færøerne er kendt for det særlige lys der altid er til stede, og inspirerer masser af kunstnere.
Derudover ligger Færøerne lige akkurat nordligt nok til at få glæde at det særlige lysfænomen ‘Nordlys’. Internationalt kaldes det aurora borealis.
På Færøerne ses nordlyset bedst fra dette hotel
Jeg vil forsøge at beskrive fænomenet, og følelserne det fremkalder, så godt som muligt, men det kan aldrig beskrives godt nok. Det skal opleves i virkeligheden.
Her er et lille eksempel på nordlys over Tórshavn, Færøerne.

Her er det samme motiv, men som en animeret film der er optaget over 5 minutter.

Selvom jeg nu har set nordlys ret ofte, er det som om jeg aldrig rigtig kan få nok. Hver gang himmelen er stjerneklar spejder mine øjne efter tegn på nordlys.
Årsagen til det er at nordlys er et meget fascinerende fænomen som man aldrig glemmer. En ellers sort nattehimmel bliver pludselig lyst op af et grønligt skær. Først lidt ligesom langsomme lysende skyer. Pludselig eksploderer himmelen i et virvar af farver – grønne, blå, lilla, røde – der bevæger sig som gardiner der blafrer i vinden. Striber, spiraler, cirkler og alskens mystiske former. Se for eksempel nedenstående billede og se om du kan få øje på et ‘ondt ansigt’

Hvad er nordlys egentlig?

Wikipedia fortæller: Sydlys (latin aurora australis) og nordlys (latin aurora borealis) kan ses, når solvinden er kraftigere end normalt med store elektriske udladninger, der slynger elektrisk ladede partikler mod jorden. Fællesbetegnelsen for sydlys og nordlys er polarlys (aurora polaris).

Partiklerne afbøjes af jordens magnetfelt og spiralerer frem og tilbage mellem jordens magnetiske syd- og nordpol. Med tiden taber de kinetisk energi bl.a. ved at anslå atmosfærens atomer. Når atmosfærens atomer afgiver energien igen ved emission udsender de stråling, bl.a. i form af synligt lys.

Iltatomer giver syd- og nordlyset de grønne og røde farver, mens f.eks. nitrogen giver blå og violet. Nordlysets farve bestemmes af hvor kraftige de elektrisk ladede partikler er, da der skal forskellig energimængde til at lade et iltatom i forhold til et nitrogenatom.

OK! Hvad betyder det så på dansk?
Som jeg ville forklare det, slynges der partikler ud fra solen. Disse tiltrækkes af nord- og sydpolen. Når partiklerne rammer jordens atmosfære lyser de op.

Er der bestemte tidspunkter nordlys kan opleves? Ja, som udgangspunkt i vinterhalvåret i timerne omkring midnat. Intensiteten bestemmes af hvor mange partikler solen slynger ud. Solen har en form for rytme for hvor aktiv den er. Det viser sig at toppe ca hver 11. år. Den forventes at toppe i 2013.
Derudover kan man give en form for forudsigelse nogle dage frem. Solens partikler slynges især ud fra såkaldte ‘solpletter’ (lad os være uvidenskabelige og kalde det en slags ‘vulkaner’ på solen). Jorden står for skud når disse ‘vulkaner’ peger ned mos os. Og da solen roterer om sig selv, kan man forudsige hvornår solpletterne peger denne vej.

En række satellitter registrerer den øjeblikkelige aktivitet. Resultatet af denne måling kan ses i realtime herunder:
Jo mørkere rød des kraftigere nordlys. (Færøerne ligger til højre i billedet hvor to stiplede linjer krydser hinanden)

Når du først har oplevet rigtigt nordlys én gang, vil du bare have mere.

OK, skal jeg så rejse til Færøerne for at opleve nordlys?
Ja, og nej!

Statistisk set ligger Færøerne tilpas nordligt til at se nordlys. Problemet består blot i, at vejret ikke er særlig stabilt om vinteren. Det vil ikke være fornuftigt at planlægge en rejse til Færøerne udelukkende for at se nordlys. Men Færøerne har mere at byde på om vinteren. Flotte solskinsdage, vilde orkaner med fascinerende scenerier, frådende hav, vandfald og åer i titusindvis, snelandskaber og…. ja, nordlys!

For den uvante kan de færøske fjelde være farefulde. Der kan være kløfter, klippeafsatser eller andre faremomenter. Især den tåge der pludselig opstår kan være yderst farlig, og du kan hurtigt miste orienteringen.
Heldigvis er der vardestier imellem stort set alle bygder på Færøerne.

Varderstier er et ældgammelt stisystem. Det består af 1-2 meter høje stendysser med 50-200 meters mellemrum. Varderne markerer stien mellem to bygder. Det er altid den mest optimale vej mellem bygderne. Ikke nødvendigvis den korteste, men en kombination af afstand, bekvemmelighed og sikkerhed.

I klart vejr er den optimale vej ofte tydelig, og vardernes funktion synes mindre vigtig. Man lægger knap nok mærke til varderne. Men i dårligt vejr, især tåge, forstår man pludselig vardernes betydning.

I tåge er sigtbarheden ofte kraftigt reduceret, men lige dér, midt i alt i det grå, står varden som en mørk silhuet og viser hvor du skal hen. Mens man i klart vejr kan se mange varder samtidig, kan man i tåget vejr ofte kun se én varde. Når du er gået hen til den, kan du se den næste osv.

Hvis du går i fjeldet på Færøerne og tågen kommer rullende, er det livsvigtigt at følge vardestien. Hvis du er kommet bort fra stien, eller af anden årsag ikke kan se den næste varde, skal du forholde dig i ro og vente på at det klarer op.

Kilde: Landsverk.fo

Det århundredgamle stisystem er mere omfattende end nutidens veje til biler. På grund af vejenes bredde og bilers begrænsede evne til stejle opstigninger, føres man ofte ad store omveje, og ofte gennem andre bygder.
Vardestierne derimod forbinder ofte hver bygd med adskillige andre samtidig. Dette net af forbindelser består af imponerende 800 km stier og 3.800 varder. sammenlign det med det faktum at Færøerne kun er knap 1.400 km2.

Når du planlægger en vandretur ad en vardesti bør du først undersøge et detaljeret kort for at finde ud af hvor stien starter og slutter. Undersøge hvor lang tid det vil tage. Fortæl altid nogen hvor du går hen.
Stiens første varde kan som regel ses fra bygden.

Husk at FØLGE stien. Den er der af en årsag.
Gå ingen steder hvis ikke du kan se den næste varde.
Hjælp med at vedligeholde varderne. Er der faldet en sten af, så læg den på igen, så de kan bestå i mange generationer endnu.

Der kan ikke siges for mange rosende ord om Mykines. Alle der har været derude siger noget i stil med: Vi havde hørt en masse godt om øen, men virkeligheden overstiger alle forventninger.

Jeg vil her forsøge at forklare lidt om stedet. Og jeg tør næsten æde mit tastatur på at du alligevel vil blive positivt overrasket i virkeligheden.

Mykines – Et fugleparadis.

For nylig tog vi til Mykines for at nyde naturen og fotografere fugle. Vi skulle have en enkelt overnatning og havde bestilt logi i ‘Det Gule Hus’, et ældre færøsk hus som delvis er beboet, delvis udlejes til turister.

Lørdag kl 10:20 mødte vi op i Sørvágur ved båden Brynhild der tager 40 passagerer. Der var dukket 70 op, men kun de 40 der havde reserveret plads kom med. (Husk at reservere!) Timeplan ses her. Man anbefaler at planlægge sin tur til Mykines først på ferien, for vejrforholdene kan drille meget. Så burde det være muligt at ændre plan og nå det senere.

Nå, men vi kom altså afsted. Selvom det er en hurtigt sejlende båd tager det alligevel 40 minutter at sejle til Mykines.

Sejlturen

Vi havde store forventninger til at se lunder (Søpapegøjer), og allerede efter få minutters sejlads ser vi de første lunder i vandet. ‘knips, knips’… der fotograferes på livet løs…

Tidevandsstrømmen er stærk idag, så båden slår et sving ind bag Mykines så vi kan komme rigtigt op mod strømmen. Allerede her får vi et flot syn af de stejle, forrevne klipper og huler og grotter. På disse næsten lodrette klippevægge kan vi se små uldtotter vandre rundt – FÅR. Og hvor der er får, kommer der mennesker. En lokalkendt fortæller hvordan mennesker kravler ned et helt bestemt sted og går yderst på klippeafsatsen med får og materialer. Færinge er virkelig villige til at sætte liv og helbred på spil for et godt stykke kød. Det siges at ‘Mykines-kød’ er det bedste.

Efterhånden som vi nærmer os den fjerneste ende af Mykines – hvor fuglene især holder til – forøges antallet af fugle betragteligt. ‘Knips, knips, knips, knips…!‘

Nu ankommer vi til havnen på Mykines, et lille naturligt indhak i den forrevne kyst. Til venstre en lille landgang, til højre en lodret klippevæg med mange hundrede Rider på deres reder.  ‘knips, knips..’

Idag er der stille vejr, så det er nemt at komme i land. Andre gange kan det være vanskeligt eller ligefrem umuligt.

Fra havnen går en smal sti op mod bygden. Efter 10 meter støder vi på en Tejst som tilfældigvis har bygget sin rede under stien, så den er rimelig forstyrret af de 40 mennesker der pludselig tramper henover dens hjem. Den har fisk i næbbet. Ungerne må være sultne. ‘knips, knips, knips…’

Efter at have læsset bagagen af og indtaget en bid brød går turen ud mod ‘MykinesHólm’, den vestligste del af Mykines. Det er egentlig en ø for sig selv forbundet til hovedøen med en 40 meter lang bro i 35 meters højde. Mykinesholm ligger ovenikøbet i en anden tidszone end resten.

Vi starter turen med at vandre op fra bygden til fjeldryggen i 125 meters højde. Herfra er der skråt ned til bygden på den ene side, og lodret ned i havet på den anden side. Her sidder de første lunder og hygger sig. ‘knips, knips…’ Efterhånden ser vi flere og flere lunder, og fotograferingen intensiveres betragteligt. Der er masser af forskellige fugle i luften, fårene bræger og havet brager mod kysten 125 meter under os. ‘knips, knips…’

Gærdesmutter

For at komme over på Mykinesholm skal vi nu ned til broen der ligger i 35 meters højde. Vi kommer dertil ved at gå ad en stejl, smal siksak sti. Dette er Gærdesmutternes domæne. En håndfuld af disse små brave minifugle har bygget reder i klippesprækkerne langs stien. Den ene gærdesmutte er MEGET modig og forsøger at skræmme mig væk, meeeeen….. ‘knips, knips, knips, knips…’

Lunder

Nogle få meter længere nede af stien begynder ‘Lundelandet’. Området kaldes ‘Lamba’. Her yngler lunder i titusindvis. Vi vader nærmest rundt i lunder. Lunder bygger deres reder i underjordiske huler, og vi må se os godt for for ikke at træde i en sammenstyrtet hule. Lunderne tager ikke hensyn til stien men underminerer den nærmest. Her tager vi et hvil og fotograferer løs af lunderne der gerne poserer på nært hold. Lunder er ualmindeligt søde at se på, og så er de utroligt kluntede. De går kluntet, svømmer kluntet, flyver kluntet og lander og letter kluntet. Og så LYDER de ovenikøbet sjovt. De er bare skønne. Underholdningsværdien er enorm! ‘knips, knips, knips, knips, knips, knips, knips, knips, knips, knips, knips, knips, knips, knips, knips, knips……!’

Lundebestanden er desværre i enorm tilbagegang. De sidste 6 år har det været sparsomt med føde så mange af lunderne er døde af sult, æg og unger er blevet forladt. Aldrig har der været så få lunder. Måske er det kun et spørgsmål om en håndfuld år før der ikke længere ses lunder herude. En forfærdelig tanke.

Broen til Mykineshólm

Nu er vi næsten nede ved vandet igen. Her er broen. I 35 meters højde bevæger vi os over den 40 meter lange bro som vugger blidt i takt med vores fødder. Vi skal lige have en stor sten med ud som vi kan smide i vandet. Vandet står til alle sider idet stenen med et drøn rammer havet. Dusinvis af fugle springer forskrækket af rederne på klippesiderne men flyver hurtigt på plads igen. Også her fra broen kommer vi ganske tæt på fuglene og deres reder. Her skærer tidszonen igennem og går fra GMT 0 til GMT -1, og vi går og joker med at vi så har en time mere til rådighed ude på holmen.

Suler

Ude på spidsen af Mykineshólm er Sulernes domæne. Disse store flotte fugle med et vingefang på knap 2 meter svæver elegant og lydløst rundt i vinden på Færøernes allervestligste punkt. ‘knips, knips, knips…’ Mykines er det eneste sted på Færøerne de yngler. De gør det til gengæld også i stor stil. Især på de tre klippetoppe herude er befolkningstætheden ufattelig. Sulerne sidder helt tæt. Her er adskillige fugle pr. kvadratmeter. Sulerne har ynglet her i hundreder af generationer, så de ‘nye’ fugle er nødt til at finde en anden yngleplads, derfor er en stor del af Mykines’ bagside også præget af suler.

Fyrtårnet

Nu har vi igen bevæget os op i 125 meters højde. Her, øverst og yderst på Mykineshólm står det gamle rød/hvide fyrtårn. Når Færøerne rammes af vinterorkanerne er dette et af de allerværste steder at opholde sig. Med vindstød på flere hundrede kmt er det ikke uden grund at dette fyrtån holdes fast af barduner. Heldigvis er vejret godt idag. Fra dette punkt er der ‘frit udsyn’ til USA. Heroppe kan vi også tydeligt se hvordan tidevandet smyger sig uden om Færøerne og skaber hvirvelstrømme og enorme bølger.Vi støder også på resterne af et bombeskjul fra 2. verdenskrig.

Sæler

Heroppe kan vi høre nogle mærkelige lyde. Lidt ligesom hunde der hyler. Hvad er det? Det er en sæl….! ‘knips’ Nej, vent! Ikke bare en, men en hel flok! Fra denne afstand trode vi bare det var sten på klipperne, men det er sæler i massevis. Med kikkert og kamera kan vi se hvordan de ligger og varmer sig i solen. De ligger i flokke fordelt på forskellige klipper. Herfra tæller vi ca 200 sæler. ‘knips, knips, knips…’ En anden gang må vi tættere på med båd.

Mykines Bygd

Nu går vi tilbage ad samme vej som vi kom, og fascineres igen af de ting vi stødte på på vej ud. Trætte og sultne kommer vi tilbage på højdedraget ovenover Mykines Bygd. Denne bygd var engang en af de største på Færøerne. Nu er her kun 10-15 fastboende personer tilbage. Resten af husene er sommerhuse. Mælkesyren summer i benene på vej ned af den sidste skråning. Pyha, hjemme.Vi hilser på beboerne i huset og naboerne. Alle er gæstfrie og byder på kaffe og kage og en god historie om gamle dage.

Nu skal der spises og soves, for i morgen går vi modsat vej. Mod øst op til øens højdepunkt, Knúkur (560m).

Dag 2

Efter en frisk morgentur ud i lundeområdet fra i går og efterfølgende morgenmad, går turen nu op mod Knúkur. Selvom Knúkur er knap 4 gange så høj som Mykineshólm er turen efter sigende ikke ret meget hårdere, for stigningen er ikke ret stejl.

På toppen er der efter sigende en fantastisk udsigt over hav, dale og øer. Efter kort tid møder vi en lokal som lige har været der oppe på en ATV motorcykel og han fortæller os at netop idag er udsigten ualmindelig flot. Så vi glæder os meget. Vi kan dog på afstand se tågebanker nærme sig på havet, så vi noterer ruten med GPS og kompas i tilfælde af at der skulle blive tåget.

På vej op fra bygden går vi langs nogle stengærder der må være hundreder af år gamle. Disse bruges stadig til at holde styr på kvæget. Efter kort tid støder vi på Hjejler, Dobbeltbekkasiner, Spover, Terner og Almindelig Kjove.

StorKjove

Ganske pludseligt gør en StorKjove opmærksom på at vi altså befinder os i dens territorie. Det gør den ved lydløst at dykke i høj fart og skrige højt ganske få cm fra hovedet. Choooookkkk!!!!! Hjertet sidder helt oppe i halsen og adrenalinen pumper efter denne forskrækkelse. Den har også en mage og disse to skiftes til at angribe fra forskellige vinkler. Skræmmende og fascinerende. StorKjover har et vingefang på ca 125-140 cm. ‘knips, knips, knips, knips…’

Vi går lidt videre. For fyrre år siden forulykkede et fly nær toppen af Knúkur, og det siges at man stadig kan se sporene i landskabet. Min kammerat som er pilot i det færøske flyselskab fortæller i detaljer om hvad man ved der skete, men også at der stadig er tvivl om HVORFOR det skete. Han har ikke været her før, så vi er lidt i tvivl om hvor vi skal lede.Vi finder dog rent tilfældigt en flydør der stikker halvt ud af en jordvold, så det må være lige i nærheden. Det er ret underligt at finde en flydør der har ligget i området i fyrre år efter ulykken. Der må fare en masse tanker igennem hovedet på min kammerat som jo er pilot.

Tåge

Lige med ét vælter tågen fra havet op over Mykines og hen over os. Sigtbarheden er ca 10 meter. Vi kan slet ikke fornemme hvordan noget vender eller hvor bygden er. En meget vigtig forholdsregel når der bliver tåget på Færøerne er at sætte sig ned og vente til det klarer op. Hvis man følger en vardesti må man kun gå videre hvis man tydeligt kan se den næste varde. Men herude er der ingen varder. Så vi sætter os og spiser vores madpakke.

Ærgeligt, vi er kun få minutters gang fra toppen, men når Mykines er omgivet lodrette klippevægge må vi lade fornuften vinde over lysten til at gå videre. Efter en times tid er der stadig tåget, så vi beslutter os for forsigtigt at søge ned mod bygden igen. Telefonisk giver vi besked til nogle i bygden om hvor vi er og hvilken vej vi går. Vi havde jo noteret med GPS og kompas hvor vi var. Vigtigst var det at finde hen til et hegn vi havde gået langs på vej herop.

Tågen forhindrer åbenbart ikke StorKjover i at flyve, så da vi kommer ind i deres territorium bliver vi endnu engang angrebet. Denne gang har fuglene den fordel at de forsvinder i tågen hele tiden, så vi er helt uforberedte på fuglenes næste angreb. Pludselig kommer en skikkelse ud af tågen og lavt hen over hovedet. Vi kaster os til jorden og råber af en blanding af forskrækkelse og begejstring. Det er længe siden jeg har fået et sådant adrenalinkick. ‘knips, knips, knips…’

Heldigvis finder vi hurtigt et hegn vi kan følge ned til bygden igen. Vi nåede ikke op til Knúkur, men så har vi da en anledning til at tage til Mykines igen. Halvvejs ned mod bygden kommer vi ud af tågen. Det var blevet til et lavt skydække, så selve bygden lå fri for tåge. Så kunne vi da bruge et par timer på at kigge på de gamle huse i bygden, og forestille os hvordan livet har været i gamle dage. ‘knips, knips…’

Hjem igen

Nu nærmer vi os tiden for at skulle med båden hjem. Endnu en gang står her mere end de 40 mennesker båden er godkendt til, men vi har heldigvis reserveret. Båden ankommer og folk går ombord. Pludselig lægger den fra land uden os! Hey, vi har reserveret, vi skal hjem idag hvis vi skal nå flyet i morgen!

Forklaringen var at den rigtige båd havde motorproblemer, så en anden båd sat istedet. De havde ikke fået listen over reservationer. Så med et løfte om at ville sejle en ekstra tur for at hente os får vi 2 ekstra timer på Mykines. Det gjorde egentlig ikke noget, for vejret var dejligt. Og så fik vi næsten båden for os selv da den hentede os senere.

Vi valgte at tage det som en del af den færøske charme: ‘Vi når det nok!’

Med solnedgangen bag Mykines går turen mod ‘fastlandet’. Skipperen Gunnar Skúvadal der normalt sejler til Vestmannabjergene gav os en skøn tur hjem. Som bonus sejlede han bag om Tindhólmur og Drangarnir ud for bygden Bøur. ‘knips, knips, knips…’ En skønne dag vil jeg ud PÅ Tindhólmur, men så skal jeg først finde en flink mand med båd der vil sejle derud.

Tak til Mykines for din gæstfrihed. Jeg har været her ca 10 gange fra jeg var en lille dreng til nu, og skal helt bestemt herud adskillige gange mere. Uanset vejr og årstid vil Mykines altid være min yndlingsdestination. Mykines! På snarligt gensyn!

Kasper Solberg

Nyttig information:

• Husk at reservere plads på båden. 40 pladser. Info på Ssl.fo
• Man kan tage helikopteren den ene vej. 9 pladser. Info på Atlantic.fo
• Planlæg turen først på ferien. Så er der plads til aflysninger/ændringer.
• Der er mange flåter på Mykines. Tag de nødvendige forholdsregler og check hver dag for flåter.
• Man kan tage på endagsture til Mykines. Du har ca 5-6 timer på øen. Det er nok til at komme ud til MykinesHólm og tilbage.
• Man kan også overnatte derude. Gula Húsid eller Kristianshús
• Se mange flere billeder af Mykines på Myndasavn.fo

Jeg er hverken fortaler for, eller modstander af grindedrab. Jeg har smagt grindekød et par gange, men det falder ikke i min smag.
Jeg har ikke været tilskuer til grindedrab siden jeg var en lille dreng. Er altid kommet for sent, eller ikke fået besked overhovedet. Men efter at være begyndt at fotografere har jeg været på udkig efter muligheden for at få det perfekte billede. Selvom jeg har boet på Færøerne i knap 20 år er det endnu ikke lykkedes mig at se et grindedrab fra start til slut, så jeg har et meget stort ønske om at se fænomenet fra start til slut, og ikke mindst at fotografere det.  Blandt andet for at kunne lægge et par billeder på denne hjemmeside. Jeg har allieret mig med adskillige venner og bekendte om at de skal give besked hvis de hører eller ser noget. Nu har jeg kørt forgæves og for sent mange gange. Vil det nogensinde lykkes?

Ja…..

Det er en fredag aften. Jeg er inviteret til spisning hos nogle gode venner. Tøjet er er pænt og håret er ordnet, skoene pudset.

10 minutter før afgang kommer der en sms og to telefonopkald: Grindaboð! Í Havn!

Man har spottet en flok grindehvaler, og alle der har en båd styrter hen til havnen, kaster fortøjningerne og sejler så hurtigt som muligt ud og hjælper til med at jage flokken ind mod den nærmeste godkendte strand. I dag er det stranden mellem Argir og Tórshavn der er nærmest.

Når der er ‘Grindaboð’, kan alt andet være ligemeget. Maden får lov at brænde på, gæsterne må vente, arbejdere forlader arbejdspladsen, al trafik går i stå, skoler rømmes for elever og personale. Når det sker kan du være sikker på at der er ‘Grindaboð’ i nærheden!

Det samme var tilfældet for mig. Selvom jeg egentlig skulle ud at spise fint, måtte det for en gangs skyld komme i anden række. Nu er det ‘Grindaboð’ der gælder. Heldigvis bor jeg kun 2 minutters løb fra stranden, så med kamera under armen nåede jeg ned til stranden et par minutter før hvalerne gjorde landgang.

Det var et imponerende syn med hundredvis af mennesker i nærheden af stranden, ca 100 både der danner en kæde og en flok grindehvaler der flygter i panik. Desværre for hvalerne flygter de ind mod stranden som de ikke kan ‘se’ med deres ‘sonar’. Folkene på bådene slår på båden med stokke og andet der kan larme – for at skabe yderligere panik under vandet.

Jeg undrer mig kort over at der kun er et par mennesker på selve stranden. Det er vist noget med at hvis der er mennesker på stranden, vil hvalerne forsøge at svømme en anden vej. Men SÅ sker der noget! Idet de første hvaler svømmer fast på stranden giver en myndighedsperson signal og så løber alle mennesker ned fra græsskråningerne og ud i vandet så hvalerne så hurtigt og humant som muligt kan blive aflivet. Det går meget stærkt.

Hvalerne aflives ved at en lang skarp kniv stikkes ind i rygmarven og hele vejen rundt om halsen, så de mister bevidstheden og dør på få sekunder. Hovedpulsåren skæres også over i denne forbindelse og derfor farves vandet blodrødt på kort tid.

Jeg står desværre på den forkerte side af stranden og åen – i mit pæne tøj. Men jeg MÅ og SKAL tættere på for at få de billeder….! Så jeg smider hurtigt skoene og vader så ud i det kolde vand med tøj og det hele. Men jeg vil endnu tættere på, så jeg vader ud i det blodrøde vand så det står mig til lårene. Her står jeg så mellem mænd og hvaler og kan fra forreste række fornemme hvor roligt og organiseret det hele foregår. Men stemningen er høj. Det er flere år siden der sidst var grindedrab i Tórshavn, så folk ser frem til et festmåltid. Adrenalinen pumper også i blodet, for mænd imellem hvaler er ikke en helt ufarlig opgave. En enkelt hval gør da også modstand – eller om det er nerver ved jeg ikke – ihvertfald slår den nogle kraftige slag med halen så alle i 10 meters omkreds (mig inklusivt) bliver ramt af blodigt vand.

Hvalerne er knap nok aflivet før der bliver bundet et reb om halen og de bliver trukket hen til den nærmeste havn hvor udbyttet måles, vejes, opskæres og fordeles.

Nu har jeg fotograferet det jeg skulle, og vader hjem i vådt tøj. Det skal hjem og skylles grundigt. Så frem med noget nyt tøj, og så ud til vennerne der har maden i ovnen.

‘Undskyld, jeg kommer for sent. Der var grindedrab’

‘Det ved vi. Vi var der også!’

http://www.youtube.com/watch?v=x-0jKECjq8I

Lidt mere fakta:

Færøerne er berømte og berygtede på den internationale scene for ‘Grindedrab’. Et meget udskældt fænomen som i tidligere tider var decideret nødvendigt for at sikre øboernes overlevelse.

Færøerne er idag et velhavende samfund med nem adgang til importerede madvarer. Men grind er stadig et uundværligt element i både køkken og tradition. Både kød og spæk spises med største velbehag.

I gamle dage tog man ikke det store hensyn til om drabet var humant eller ej, for det handlede om overlevelse. Man var afhængig af kødet og spækket. Så mange gange blev hvalerne drevet op på uegnede stenede kyster og ikke altid aflivet hurtigt.

Idag er der en masse regler der overholdes for at drabet kan foregå så humant som muligt. For eksempel er det kun på nogle få udvalgte strande man må have grindedrab. Der er også regler for hvilke redskaber man må benytte. Og kun ganske få specialuddannede mænd får opgaven med at aflive hvalerne.

Med billeder af blodrødt vand og mænd med blod på tøj og i ansigtet er det idag nemt at oppiske en stemning om ‘dyrplageri’ og ‘blodrus’, og det er ikke altid den fulde sandhed der fortælles. Men bevares, idag er det nok mere tradition og god mad end ren og skær overlevelse der driver værket.

Man anbefaler at man ikke spiser grindekød ret ofte da det indeholder store mængder tungmetaller. Gravide må ikke spise det overhovedet.

Jeg tror faktisk også at den færøske turistindustri ville få det endnu bedre hvis man helt holdt op med at jage grind. Ihvertfald har jeg modtaget adskillige ‘hademails’ gennem Færøerne.dk da mange tror det er Færøernes officielle kanal.

I perioder forsøger miljøorganisationer og aktivister at påvirke holdningen lokalt og internationalt med annoncer og opfordringer til boykot. Der sendes også mange postkort og breve for forsøge at påvirke holdningen.

Læs mere info på Whaling.fo

I juni 2010 aflagde Dronning Margrethe et besøg på Færøerne og skulle i den anledning til grottekoncert i Klæmintsgjógv på Hestur.

Jeg fik lov at komme med ‘bag scenen’.

Klæmintsgjógv

Denne scene er noget helt for sig selv. Naturen har i årtusinder bearbejdet og udvidet kløften ‘Klæmintsgjógv’ til det den er i dag: En underjordisk katedral der er 400 meter dyb og 50 meter høj. Grotten er kun tilgængelig fra søsiden, og KUN i stille vejr. Dybest inde i grotten kan man – med besvær – springe i land fra en gummibåd og klatre op på en repos, hvor musikerne fremfører deres kunst.

Her er meget mørkt, og der går et stykke tid før øjnene har vænnet sig til mørket. Ørerne bliver dog forkælet fra første sekund – vand der drypper ned fra den 50 meter høje hvælving, havet der bruser, stemmerne fra de andre i båden bliver til hvisken. Grottens størrelse og udformning giver en helt fantastisk akustik, der er ganske ubeskrivelig – den skal opleves.

Utroligt at forestille sig at denne fredelige grotte i den grad raseres af vinterstormene.

Nu er øjnene ved at have vænnet sig til mørket, og et kæmpe rum viser sig. Klippevæggene og loftet er malet af alger i forskellige farver, krystaller glimter hist og her. Alle størrelsesforhold forsvinder her, du kan ikke fornemme hvor stort rummet er før musikeren som en ganske lille skikkelse træder frem fra skyggen og ud i en smule lys der reflekteres fra hulens indgang 300 meter væk.

At en enkelt person kan fylde dette store rum med toner – akkompagneret af havets brusen – er helt fantastisk.

Se nedenstående klip, som egentlig bare er en lydtest, og læg mærke til hvor længe tonerne bliver hængende.

http://www.youtube.com/watch?v=vQkcy-vjlTk

Så kommer Dronningen og en håndfuld både ind i grotten og slukker motorerne. Vi der er inderst i grotten blændes af lyset udefra. Bådene står som sorte silhuetter. Er Hun der? Det er ikke til at se.

Stilhed… Nu begynder det…

3 musikere placeret forskellige steder i grotten akkompagnerer hinanden med forskellige instrumenter. Grotten fyldes med lyd. Det er vanskeligt at vurdere hvor lyden kommer fra, for den reflekteres fra alle sider. 20 min efter er koncerten slut. Majestæten og hendes følge giver bifald, og tøffer ud af grotten igen. Stilhed igen…

Halvdelen af folkene på land bliver hentet ud i lyset igen. Tre af os bliver tilbage. Kristian Blak, Torben Snekkestad og undertegnede. Nu er det turisternes tur til at opleve grottekoncerten. Det bliver en solokoncert af Torben Snekkestad, en nordmand bosiddende i Danmark. Normalt spiller Kristian Blak i grotten, men i dag får Torben Snekkestad tjansen.

Der går en time før turisterne ankommer og tanken slår mig: Vi sidder dybt inde i en grotte omgivet af koldt vand, og ingen kommunikationsmidler kan nå herind. Vi håber de husker at hente os. Hvad nu hvis det blæser op?

Tiden går med at fundere lidt over tingene, udforske grotten lidt. Kristian Blak går de 100 meter ind i bunden af grotten og begynder spontant at synge. Torben Snekkestad svarer med sang. Grotten fyldes med sang. Det lyder som om begge to står lige ved siden af mig, selvom der er 100 meter imellem. Denne grotte er åbenbart også fortrinlig til sang.

Jeg er egentlig kommet med for at fotografere, men jeg tænker at jeg vil prøve at optage lidt lyd med min mobiltelefon. Torben Snekkestad stiller sig op og giver en solokoncert – i dobbelt forstand. Han er ene om musikken og jeg er den eneste publikum. Sikke en ære.

http://www.youtube.com/watch?v=TrgDvic5c30

Nu høres der motorstøj. Næste hold publikum ankommer.

Torben Snekkestad sætter sig på klippen og begynder sin grottekoncert. Koncerten er delt op i fire klip. Bær over med billedkvaliteten. Det er trods alt kun en mobiltelefon der har optaget det:

Grottekoncert Part 1:

http://www.youtube.com/watch?v=hZAiKnBab-s

Grottekoncert Part 2:

http://www.youtube.com/watch?v=YRmOvTxrE7c

Grottekoncert Part 3:

Grottekoncert Part 4:

http://www.youtube.com/watch?v=TqLjmyGblvA

Koncerten er slut, publikum klapper og forsvinder stille ud af grotten. Stilhed igen…

Lidt senere kommer gummibåden ind igen for at hente os. Musikinstrumenter, kameraer og lygter pakkes ned og kommer med besvær ud i gummibåden. Vi fortøjer et nyt reb på klippen (det gamle var hærget af bølgernes rasen) så de næste der skal op på klippen kan gøre det nogenlunde sikkert. Så firer vi os forsigtigt ned ad den skrå klippe og springer ud i båden når der kommer en gunstig bølge. Havet bestemmer alt…

Vi siger farvel for denne gang. Vi har opholdt os i det sparsomme lys i tre timer og kniber øjnene sammen idet vi kommer ud i dagslys. Solen skinner på fuglefjeldene. Træskibet Norðlýsið ligger og venter. Grej og mandskab kommer op i skibet. Nu skal vi tilbage til Tórshavn. Musikere, mandskab og turister får sig en snak mens der sejles.

I de kommende måneder spilles der flere koncerter her ude. Spiller man koncerter her om 100 år? Om 1000 år? Hmm… Måske skulle man have lavet et lille hulemaleri?!? Bare for at forvirre forskerne!

Tak til Kaptajn Birgir Enni og Norðlýsið for sejlturen.

Tak til Torben Snekkestad for musikken.

Tak til Kristian Blak og Pladeselskabet TUTL for at have opbygget denne tradition for koncerter i denne og andre grotter rundt om på Færøerne.

Kasper Solberg – Færøerne.dk