Jeg har ikke været tilskuer til grindedrab siden jeg var en lille dreng. Er altid kommet for sent, eller ikke fået besked overhovedet. Egentlig bryder jeg mig ikke om at spise grind. Men efter at være begyndt at fotografere har jeg været på udkig efter muligheden for at få det perfekte billede. Selvom jeg har boet på Færøerne i knap 20 år er det endnu ikke lykkedes mig at se et grindedrab fra start til slut, så jeg har et meget stort ønske om at se fænomenet fra start til slut, og ikke mindst at fotografere det.  Blandt andet for at kunne lægge et par billeder på denne hjemmeside. Jeg har allieret mig med adskillige venner og bekendte om at de skal give besked hvis de hører eller ser noget. Nu har jeg kørt forgæves og for sent mange gange. Vil det nogensinde lykkes?

Ja…..

Det er en fredag aften. Jeg er inviteret til spisning hos nogle gode venner. Tøjet er er pænt og håret er ordnet, skoene pudset.

10 minutter før afgang kommer der en sms og to telefonopkald: Grindaboð! Í Havn!

Man har spottet en flok grindehvaler, og alle der har en båd styrter hen til havnen, kaster fortøjningerne og sejler så hurtigt som muligt ud og hjælper til med at jage flokken ind mod den nærmeste godkendte strand. I dag er det stranden mellem Argir og Tórshavn der er nærmest.

Når der er ‘Grindaboð’, kan alt andet være ligemeget. Maden får lov at brænde på, gæsterne må vente, arbejdere forlader arbejdspladsen, al trafik går i stå, skoler rømmes for elever og personale. Når det sker kan du være sikker på at der er ‘Grindaboð’ i nærheden!

Det samme var tilfældet for mig. Selvom jeg egentlig skulle ud at spise fint, måtte det for en gangs skyld komme i anden række. Nu er det ‘Grindaboð’ der gælder. Heldigvis bor jeg kun 2 minutters løb fra stranden, så med kamera under armen nåede jeg ned til stranden et par minutter før hvalerne gjorde landgang.

Det var et imponerende syn med hundredvis af mennesker i nærheden af stranden, ca 100 både der danner en kæde og en flok grindehvaler der flygter i panik. Desværre for hvalerne flygter de ind mod stranden som de ikke kan ‘se’ med deres ‘sonar’. Folkene på bådene slår på båden med stokke og andet der kan larme -- for at skabe yderligere panik under vandet.

Jeg undrer mig kort over at der kun er et par mennesker på selve stranden. Det er vist noget med at hvis der er mennesker på stranden, vil hvalerne forsøge at svømme en anden vej. Men SÅ sker der noget! Idet de første hvaler svømmer fast på stranden giver en myndighedsperson signal og så løber alle mennesker ned fra græsskråningerne og ud i vandet så hvalerne så hurtigt og humant som muligt kan blive aflivet. Det går meget stærkt.

Hvalerne aflives ved at en lang skarp kniv stikkes ind i rygmarven og hele vejen rundt om halsen, så de mister bevidstheden og dør på få sekunder. Hovedpulsåren skæres også over i denne forbindelse og derfor farves vandet blodrødt på kort tid.

Jeg står desværre på den forkerte side af stranden og åen -- i mit pæne tøj. Men jeg MÅ og SKAL tættere på for at få de billeder….! Så jeg smider hurtigt skoene og vader så ud i det kolde vand med tøj og det hele. Men jeg vil endnu tættere på, så jeg vader ud i det blodrøde vand så det står mig til lårene. Her står jeg så mellem mænd og hvaler og kan fra forreste række fornemme hvor roligt og organiseret det hele foregår. Men stemningen er høj. Det er flere år siden der sidst var grindedrab i Tórshavn, så folk ser frem til et festmåltid. Adrenalinen pumper også i blodet, for mænd imellem hvaler er ikke en helt ufarlig opgave. En enkelt hval gør da også modstand -- eller om det er nerver ved jeg ikke -- ihvertfald slår den nogle kraftige slag med halen så alle i 10 meters omkreds (mig inklusivt) bliver ramt af blodigt vand.

Hvalerne er knap nok aflivet før der bliver bundet et reb om halen og de bliver trukket hen til den nærmeste havn hvor udbyttet måles, vejes, opskæres og fordeles.

Nu har jeg fotograferet det jeg skulle, og vader hjem i vådt tøj. Det skal hjem og skylles grundigt. Så frem med noget nyt tøj, og så ud til vennerne der har maden i ovnen.

‘Undskyld, jeg kommer for sent. Der var grindedrab’

‘Det ved vi. Vi var der også!’

www.youtube.com/watch?v=x-0jKECjq8I

Lidt mere fakta:

Færøerne er berømte og berygtede på den internationale scene for ‘Grindedrab’. Et meget udskældt fænomen som i tidligere tider var decideret nødvendigt for at sikre øboernes overlevelse.

Færøerne er idag et velhavende samfund med nem adgang til importerede madvarer. Men grind er stadig et uundværligt element i både køkken og tradition. Både kød og spæk spises med største velbehag.

I gamle dage tog man ikke det store hensyn til om drabet var humant eller ej, for det handlede om overlevelse. Man var afhængig af kødet og spækket. Så mange gange blev hvalerne drevet op på uegnede stenede kyster og ikke altid aflivet hurtigt.

Idag er der en masse regler der overholdes for at drabet kan foregå så humant som muligt. For eksempel er det kun på nogle få udvalgte strande man må have grindedrab. Der er også regler for hvilke redskaber man må benytte. Og kun ganske få specialuddannede mænd får opgaven med at aflive hvalerne.

Med billeder af blodrødt vand og mænd med blod på tøj og i ansigtet er det idag nemt at oppiske en stemning om ‘dyrplageri’ og ‘blodrus’, og det er ikke altid den fulde sandhed der fortælles. Men bevares, idag er det nok mere tradition og god mad end ren og skær overlevelse der driver værket.

Man anbefaler at man ikke spiser grindekød ret ofte da det indeholder store mængder tungmetaller. Gravide må ikke spise det overhovedet.

Jeg tror faktisk også at den færøske turistindustri ville få det endnu bedre hvis man helt holdt op med at jage grind. Ihvertfald har jeg modtaget adskillige ‘hademails’ gennem Færøerne.dk da mange tror det er Færøernes officielle kanal.

I perioder forsøger miljøorganisationer og aktivister at påvirke holdningen lokalt og internationalt med annoncer og opfordringer til boykot. Der sendes også mange postkort og breve for forsøge at påvirke holdningen.

Læs mere info på Whaling.fo

I juni 2010 aflagde Dronning Margrethe et besøg på Færøerne og skulle i den anledning til grottekoncert i Klæmintsgjógv på Hestur.

Jeg fik lov at komme med ‘bag scenen’.

Klæmintsgjógv

Denne scene er noget helt for sig selv. Naturen har i årtusinder bearbejdet og udvidet kløften ‘Klæmintsgjógv’ til det den er i dag: En underjordisk katedral der er 400 meter dyb og 50 meter høj. Grotten er kun tilgængelig fra søsiden, og KUN i stille vejr. Dybest inde i grotten kan man -- med besvær -- springe i land fra en gummibåd og klatre op på en repos, hvor musikerne fremfører deres kunst.

Her er meget mørkt, og der går et stykke tid før øjnene har vænnet sig til mørket. Ørerne bliver dog forkælet fra første sekund -- vand der drypper ned fra den 50 meter høje hvælving, havet der bruser, stemmerne fra de andre i båden bliver til hvisken. Grottens størrelse og udformning giver en helt fantastisk akustik, der er ganske ubeskrivelig -- den skal opleves.

Utroligt at forestille sig at denne fredelige grotte i den grad raseres af vinterstormene.

Nu er øjnene ved at have vænnet sig til mørket, og et kæmpe rum viser sig. Klippevæggene og loftet er malet af alger i forskellige farver, krystaller glimter hist og her. Alle størrelsesforhold forsvinder her, du kan ikke fornemme hvor stort rummet er før musikeren som en ganske lille skikkelse træder frem fra skyggen og ud i en smule lys der reflekteres fra hulens indgang 300 meter væk.

At en enkelt person kan fylde dette store rum med toner -- akkompagneret af havets brusen -- er helt fantastisk.

Se nedenstående klip, som egentlig bare er en lydtest, og læg mærke til hvor længe tonerne bliver hængende.

www.youtube.com/watch?v=vQkcy-vjlTk

Så kommer Dronningen og en håndfuld både ind i grotten og slukker motorerne. Vi der er inderst i grotten blændes af lyset udefra. Bådene står som sorte silhuetter. Er Hun der? Det er ikke til at se.

Stilhed… Nu begynder det…

3 musikere placeret forskellige steder i grotten akkompagnerer hinanden med forskellige instrumenter. Grotten fyldes med lyd. Det er vanskeligt at vurdere hvor lyden kommer fra, for den reflekteres fra alle sider. 20 min efter er koncerten slut. Majestæten og hendes følge giver bifald, og tøffer ud af grotten igen. Stilhed igen…

Halvdelen af folkene på land bliver hentet ud i lyset igen. Tre af os bliver tilbage. Kristian Blak, Torben Snekkestad og undertegnede. Nu er det turisternes tur til at opleve grottekoncerten. Det bliver en solokoncert af Torben Snekkestad, en nordmand bosiddende i Danmark. Normalt spiller Kristian Blak i grotten, men i dag får Torben Snekkestad tjansen.

Der går en time før turisterne ankommer og tanken slår mig: Vi sidder dybt inde i en grotte omgivet af koldt vand, og ingen kommunikationsmidler kan nå herind. Vi håber de husker at hente os. Hvad nu hvis det blæser op?

Tiden går med at fundere lidt over tingene, udforske grotten lidt. Kristian Blak går de 100 meter ind i bunden af grotten og begynder spontant at synge. Torben Snekkestad svarer med sang. Grotten fyldes med sang. Det lyder som om begge to står lige ved siden af mig, selvom der er 100 meter imellem. Denne grotte er åbenbart også fortrinlig til sang.

Jeg er egentlig kommet med for at fotografere, men jeg tænker at jeg vil prøve at optage lidt lyd med min mobiltelefon. Torben Snekkestad stiller sig op og giver en solokoncert -- i dobbelt forstand. Han er ene om musikken og jeg er den eneste publikum. Sikke en ære.

www.youtube.com/watch?v=TrgDvic5c30

Nu høres der motorstøj. Næste hold publikum ankommer.

Torben Snekkestad sætter sig på klippen og begynder sin grottekoncert. Koncerten er delt op i fire klip. Bær over med billedkvaliteten. Det er trods alt kun en mobiltelefon der har optaget det:

Grottekoncert Part 1:

www.youtube.com/watch?v=hZAiKnBab-s

Grottekoncert Part 2:

www.youtube.com/watch?v=YRmOvTxrE7c

Grottekoncert Part 3:

Grottekoncert Part 4:

www.youtube.com/watch?v=TqLjmyGblvA

Koncerten er slut, publikum klapper og forsvinder stille ud af grotten. Stilhed igen…

Lidt senere kommer gummibåden ind igen for at hente os. Musikinstrumenter, kameraer og lygter pakkes ned og kommer med besvær ud i gummibåden. Vi fortøjer et nyt reb på klippen (det gamle var hærget af bølgernes rasen) så de næste der skal op på klippen kan gøre det nogenlunde sikkert. Så firer vi os forsigtigt ned ad den skrå klippe og springer ud i båden når der kommer en gunstig bølge. Havet bestemmer alt…

Vi siger farvel for denne gang. Vi har opholdt os i det sparsomme lys i tre timer og kniber øjnene sammen idet vi kommer ud i dagslys. Solen skinner på fuglefjeldene. Træskibet Norðlýsið ligger og venter. Grej og mandskab kommer op i skibet. Nu skal vi tilbage til Tórshavn. Musikere, mandskab og turister får sig en snak mens der sejles.

I de kommende måneder spilles der flere koncerter her ude. Spiller man koncerter her om 100 år? Om 1000 år? Hmm… Måske skulle man have lavet et lille hulemaleri?!? Bare for at forvirre forskerne!

Tak til Kaptajn Birgir Enni og Norðlýsið for sejlturen.

Tak til Torben Snekkestad for musikken.

Tak til Kristian Blak og Pladeselskabet TUTL for at have opbygget denne tradition for koncerter i denne og andre grotter rundt om på Færøerne.

Kasper Solberg -- Færøerne.dk