Spring til indhold

Oplev nordlyset på Færøerne

  • af

Nordlys – Aurora Borealis

Færøerne er kendt for det særlige lys der altid er til stede, og inspirerer masser af kunstnere.
Derudover ligger Færøerne lige akkurat nordligt nok til at få glæde at det særlige lysfænomen ‘Nordlys’. Internationalt kaldes det aurora borealis.
På Færøerne ses nordlyset bedst fra dette hotel
Jeg vil forsøge at beskrive fænomenet, og følelserne det fremkalder, så godt som muligt, men det kan aldrig beskrives godt nok. Det skal opleves i virkeligheden.
Her er et lille eksempel på nordlys over Tórshavn, Færøerne.

Nordlys Torshavn

Her er det samme motiv, men som en animeret film der er optaget over 5 minutter.

Nordlys

Selvom jeg nu har set nordlys ret ofte, er det som om jeg aldrig rigtig kan få nok. Hver gang himmelen er stjerneklar spejder mine øjne efter tegn på nordlys.
Årsagen til det er at nordlys er et meget fascinerende fænomen som man aldrig glemmer. En ellers sort nattehimmel bliver pludselig lyst op af et grønligt skær. Først lidt ligesom langsomme lysende skyer. Pludselig eksploderer himmelen i et virvar af farver – grønne, blå, lilla, røde – der bevæger sig som gardiner der blafrer i vinden. Striber, spiraler, cirkler og alskens mystiske former. Se for eksempel nedenstående billede og se om du kan få øje på et ‘ondt ansigt’

Aurora

Hvad er nordlys egentlig?

Wikipedia fortæller: Sydlys (latin aurora australis) og nordlys (latin aurora borealis) kan ses, når solvinden er kraftigere end normalt med store elektriske udladninger, der slynger elektrisk ladede partikler mod jorden. Fællesbetegnelsen for sydlys og nordlys er polarlys (aurora polaris).

Partiklerne afbøjes af jordens magnetfelt og spiralerer frem og tilbage mellem jordens magnetiske syd- og nordpol. Med tiden taber de kinetisk energi bl.a. ved at anslå atmosfærens atomer. Når atmosfærens atomer afgiver energien igen ved emission udsender de stråling, bl.a. i form af synligt lys.

Iltatomer giver syd- og nordlyset de grønne og røde farver, mens f.eks. nitrogen giver blå og violet. Nordlysets farve bestemmes af hvor kraftige de elektrisk ladede partikler er, da der skal forskellig energimængde til at lade et iltatom i forhold til et nitrogenatom.

OK! Hvad betyder det så på dansk?
Som jeg ville forklare det, slynges der partikler ud fra solen. Disse tiltrækkes af nord- og sydpolen. Når partiklerne rammer jordens atmosfære lyser de op.

Er der bestemte tidspunkter nordlys kan opleves? Ja, som udgangspunkt i vinterhalvåret i timerne omkring midnat. Intensiteten bestemmes af hvor mange partikler solen slynger ud. Solen har en form for rytme for hvor aktiv den er. Det viser sig at toppe ca hver 11. år. Den forventes at toppe i 2013.
Derudover kan man give en form for forudsigelse nogle dage frem. Solens partikler slynges især ud fra såkaldte ‘solpletter’ (lad os være uvidenskabelige og kalde det en slags ‘vulkaner’ på solen). Jorden står for skud når disse ‘vulkaner’ peger ned mos os. Og da solen roterer om sig selv, kan man forudsige hvornår solpletterne peger denne vej.

En række satellitter registrerer den øjeblikkelige aktivitet. Resultatet af denne måling kan ses i realtime her.

Når du først har oplevet rigtigt nordlys én gang, vil du bare have mere.

OK, skal jeg så rejse til Færøerne for at opleve nordlys?
Ja, og nej!

Statistisk set ligger Færøerne tilpas nordligt til at se nordlys. Problemet består blot i, at vejret ikke er særlig stabilt om vinteren. Det vil ikke være fornuftigt at planlægge en rejse til Færøerne udelukkende for at se nordlys. Men Færøerne har mere at byde på om vinteren. Flotte solskinsdage, vilde orkaner med fascinerende scenerier, frådende hav, vandfald og åer i titusindvis, snelandskaber og…. ja, nordlys!