Elduvík er en lille bygd på Færøerne.
Elduvík ligger i Funningsfjørður-fjorden på den nordøstlige side af Eysturoy. Bygden, der har en befolkning på 12, er delt i to af en lille å kaldet Stórá. Fra Elduvík kan man se den nærliggende ø Kalsoy.
Bygden ligger ved kysten for enden af en lang, frodig dal, omgivet af imponerende fjelde. Vest for åen ligger den gamle del af bygden, hvor de farverige små huse omkranser skolen og kirken.
På den anden side af åen ligger havnen, hvor bådhuse danner en halvcirkel omkring kajen. Herfra fører den gamle bygdesti langs en bakkeskråning til bygden Oyndarfjørður, hvor indbyggerne i Elduvík gik i kirke, før bygden fik sin egen kirke.
Kirken i Elduvík blev indviet i 1951, selvom kirkegården har været i brug siden 1926 for at undgå besværet med at bære lig langs den gamle bygdesti til Oyndarfjørður.
Den storslåede kløft øst for bygden er populær blandt dykkerne, der kan opleve et spektakulært undervandslandskab med en rig population af krabber på havbunden. Elduvík er et område med kraftig brænding, og besøgende opfordres til at være opmærksomme på store bølger, der slår ind mod kysten. Elduvík byder på en række charmerende gårde, stier, trapper og afsatser. Elduvik Camping er en lille campingplads i bygden ved Funningsfjørður. Der er et dejligt område til vandring.
Sagnet om Marmennil
Anfinnur var en bonde i Elduvík, og sagnet handler om hans møde med et væsen kaldet Marmennil.
Ifølge sagnet ligner Marmennil et lille menneske med lange fingre og lever på havbunden. Han drillede fiskerne ved at spise deres madding og derefter fastgøre deres kroge til havbunden, så deres fiskesnøre knækkede. Men en dag blev Marmennil fanget, da krogen sad fast i hans hånd, og han blev trukket op i Anfinnurs båd. Fiskerne i båden gjorde korsets tegn og tog Marmennil med hjem.
Han viste sig at være meget nyttig på deres fisketure, så de tog ham altid med og huskede at gøre korsets tegn, når han var om bord. Så snart der var fisk under båden, begyndte Marmennil at le og lege, og fiskerne kunne så fange deres fisk.
Anfinnur beholdt Marmennil i lang tid, men en dag var havet så uroligt, at de glemte at gøre korsets tegn. På grund af dette smuttede Marmennil over bord og blev aldrig set igen.